Qumranhebraisk - nogle særtræk

Qumranhebraisk – nogle særtræk

af Kasper Siegismund

1) Pleneskrivning (scriptio plena). Der bruges i højere grad end i den masoretiske GT-tekst matres lectionis (waw, yod, heh, alef) til at markere vokaler. Der findes dog også manuskripter fundet i Qumran, hvor tendensen er modsat.

2) "Lange former" med heh. På pronominer og pronominalsuffikser findes ofte et ekstra heh ift. det, vi er vant til fra den masoretiske GT-tekst. Det samme gælder nogle af personendelserne i qatal/perfektum. Nogle af disse heh'er er ganske simpel pleneskrivning af den samme form som i MT, dvs. hvor MT har f.eks. ‫"( דְּ ב ְָּרָך‬dit ord"), har man oftest ‫ דברכה‬i Qumran. Her er forskellen altså alene skrivemåden. I andre tilfælde markerer heh-endelserne tilsyneladende en anden udtale end MT – altså hvor MT har f.eks. ‫"( דִּ ב ְַּּרתֶּ ם‬I har talt"), vil man i Qumran ofte have ‫דברתמה‬. Især er de personlige pronominer i tredje person singularis påfaldende: ‫ הואה‬og ‫היאה‬, som ofte forekommer i stedet for ‫ הוא‬og ‫היא‬. Tilsvarende i f.eks. pluralis tredje person maskulinum: ‫ המה‬og ‫הם‬, og i anden person: ‫ אתמה‬og ‫אתם‬.

3) Waw + yiqtol/imperfektum med heh. Når en yiqtol/imperfektum har et waw foran (både når det er wayyiqtol og weyiqtol), så har første personformerne normalt et heh på – dvs. man bruger den "lange imperfektum"/kohortativen i disse tilfælde. F.eks. ville "Og jeg dræbte" ikke hedde ‫ ואקטל‬i første person singularis, men ‫ואקטלה‬.

4) "Pausaformer". I yiqtol/imperfektum tredje person pluralis bruges ofte en form, der i MT ville være en pausaform (dvs. en form, som står sidst i en sætning før et ophold af en eller anden slags): ‫יקטולו‬. I Qumran bruges denne stavemåde også inde i sætninger, hvor MT har en reduceret vokal (‫)י ִּ ְּקטְּלּו‬. Nogle har gættet på, at det skyldes en generel anderledes udtale eller trykplacering i Qumran, men det kan også bare være resultat af forskellige ortografiske konventioner, altså at man i Qumran skrev mindre præcist ift. den meget detaljerede masoretiske måde at skrive på. På dansk er der også masser af forskelle i udtalen afhængig af et ords position i sætningen, men dem lader vi (normalt) ikke komme til udtryk i vores ortografi.

Vend!

1

5) Yiqtol/imperfektum med "underlig" placering af vokalen. Når en yiqtol/imperfektum har et objekt på, møder vi ofte en type i Qumran, hvor der er et uventet waw efter første radikal i roden – dvs. det hedder tit ‫יקוטלהו‬.

6) Tredje person singularis maskulinum possessivsuffiks med bevaret -h-. Ord med langt ī, der får possessivsuffiks på i tredje person singularis maskulinum, bevarer oftest heh'et, dvs. ‫ אביהו‬frem for ‫ָאבִּיו‬.

7) Laryngaltab/sammenblanding af laryngaler. Der er en tendens (som også findes nogle steder i den masoretiske GT-tekst) til, at laryngalerne (‫א‬, ‫ע‬, ‫ה‬, ‫ )ח‬tabes eller blandes sammen. Omvendt findes der ord, der ofte skrives med et ekstra alef til sidst, såsom ‫ כיא‬i stedet for ‫"( כי‬for, når"), eller af og til ‫ מיא‬i stedet for ‫"( מי‬hvem").

2