Ribes ældste gravpladser, ca. 700-1050

Død og begravet – i vikingetiden Artikler fra et seminar på Københavns Universitet den 26. februar 2016

Redaktion: Jens Ulriksen og Henriette Lyngstrøm

Død og begravet – i vikingetiden Artikler udgivet i forbindelse med seminaret Død og begravet – i vikingetiden afholdt på Københavns Universitet den 26. februar 2016. Udgiver: Forhistorisk arkæologi, SAXO-instituttet ved Københavns Universitet. Redaktion: Jens Ulriksen og Henriette Lyngstrøm (ansv.) Tryk: Grafisk – Københavns Universitet Salg: Publi©Kom, Københavns Universitet Amager

København 2016 ISBN: 978-87-89500-17-1

Rekonstruktion af Grydehøj A505

©Leszek Gardeła and Mirosław Kuźma

Død og begravet – i vikingetiden

Forord Vikingetiden er og bliver et populært og spændende emne. Derfor var det heller ikke svært at få arkæologer fra hele Danmark til at bidrage med indlæg til seminaret Død og begravet – i vikingetiden den 26. februar 2016. Det blev til 19 artikler, hvoraf indholdet af de 16 fremlagdes af forfatterne til selve seminaret. Artiklernes emner repræsenterer stolte forskningstraditioner såvel som nyere indfaldsvinkler og problemstillinger, der er tidens tern. Der er fokus på gravskikkens fysiske udtryk og behandling af enkelte elementer i gravenes indretning og udstyr som udtryk for magt, status og religion. Der udfoldes tanker om det kønsspecifikke, det afvigende og det symbolske i gravenes indhold og udformning, og gravlæggelserne sættes i perspektiv i forhold til det omgivende, levende samfund. Død og begravet – i vikingetiden er det fjerde seminar på ligeså mange år, som afholdes indenfor rammerne af seed-money netværket Vikingetid i Danmark på Saxo-instituttet. Seminaret, og redaktionen af seminarrapporten, er sket i et samarbejde mellem Museum Sydøstdanmark og Saxo-instituttet, og som noget nyt er alle artiklerne denne gang fagfællebedømt. Det var aldrig gået uden god hjælp fra vidende kolleger i universitets- og museumsverdenen. Vi skylder alle bedømmerne en stor tak for deres hjælp.

Jens Ulriksen og Henriette Lyngstrøm

Indhold Mogens Bo Henriksen Brændt, men ikke altid begravet? Vikingetidens ligbrændingssteder og brandgrave Anja Borch-Nielsen Sten består, mens guld forgår – status markeret i sten Nikolaj Wiuff Kristensen Klar til Ragnarok? Om orienteringen af hedenske grave Ernst Stidsing Fra insulært skrinbeslag til spænde Martin Mikkelsen Brandstrup og Mammen, hirdmænds grave og gårde? Astrid Skou Hansen Gravhøj og kirke – magtdemonstration eller tilfældighed? Ole Kastholm Afvigende normaler i vikingetidens gravskik? Dobbeltgraven fra Gerdrup 35 år efter Søren T.M. Christensen Nye brikker til forståelsen af vikingetidens rituelle praksis Bjarne H. Nielsen Undskyld til Næsbymanden Merethe Schifter Bagge Ryttergraven i Fregerslev – et uopklaret mysterium Charlotta Lindblom Våbenfør kvinde i vognfading fra Oens – et bidrag til diskussionen om vognfadingsgrave med atypisk udstyr Astrid Simmelkiær Kiste eller køretøj? Vognfadinger i vikingetidsgrave Katrine Ipsen Kjær Guldtråd og klinknagler på afveje? Sandagergård II – en sjællandsk vikingetidsgravplads Sarah Skytte Qvistgaard

Flotte fyre fra Friesland og en smækker sakser med sans for skægpleje? Kirsten Nellemann Nielsen Enekammer eller dobbeltværelse? Et dødehus med tre kammergrave fra Hårup i Midtjylland. Morten Søvsø Ribes ældste gravpladser, ca. 700-1050 Bente Grundvad Begravelsesbåde i en religiøs overgangstid Julie Nielsen Bybo og bonde – befolkningsmæssige forskelle og ligheder omkring år 1000 Lilith Andersen Set på afstand – vikingetidig gravskik i middelalderligt perspektiv

Ribes ældste gravpladser, ca. 700-1050 Morten Søvsø

Efter Mogens Bencards opdagelse af det ældste Ribe i 1972-73, og efterfølgende store udgravningskampagner i 1974-75, stod det klart, at byen var opstået allerede omkring år 700. Det var dengang et grundskud mod de herskende opfattelser af samfundsstrukturen i germansk jernalder og af urbaniseringsprocessen i Skandinavien (Olsen 1975). Det næste store ryk i udforskningen af byen kom med Stig Jensens påvisning af det ældste Ribes parcelstruktur og byens afgrænsninger og gravplads, som begge var med til at komplettere det strukturelle billede af emporiet Ribe (Feveile 2006a). Udgravninger har siden tilføjet væsentligt nyt, og fokus for denne artikel er Ribes to ældste gravpladser. En altovervejende hedensk begravelsesplads langs byens nordlige udfaldsvej, hvor gaden Rosen Allé i dag forløber, og byens første kristne kirkegård på den anden side åen, ud til den sydlige udfaldsvej. Alle spor efter den hedenske gravplads er i dag borte, mens byens første kirkegård fortsat er i funktion. Formålet med denne tekst er at sammenfatte den nuværende viden i kort form, mens igangværende forskningsprojekter i fremtiden vil fremlægge materialet i detaljer og bringe væsentligt nyt til belysning af liv og død i Danmarks ældste by (1).

Ribes hedenske gravplads I 1970 foretog vikarierende antikvar, Aino Kann Rasmussen, en forskningsudgravning tæt ved forsorgscentret Ribelunds vandtårn lige øst for jernbanen (2). Hensigten var at påvise byens nonnekloster, som var knyttet til sognekirken Sct. Nikolaj, og forventningerne blev indfriet i form af en serie middelalderlige begravelser. Men under én grav fandtes – ret tilfældigt – en nord-sydorienteret jordfæstegrav, hvor den afdøde var gravlagt med en armring af bronze og et muligt toiletsæt (Rasmussen 1971, 15). Armringen kunne dateres til yngre germansk jernalder, og det stod klart for udgraverne, at de var på sporet af vikingetidens Ribe. Fundene under Ribe Kunstmuseum i 1972 betød, at indsatsen i de følgende år koncentreredes omkring Sct. Nicolaj

149

Gade, og først med udgravningen på Rosen Allé i 1989 blev et større areal af gravpladsen afdækket (Feveile & Jensen 2006) (3). På Rosen Allé fremkom resterne af en meget varieret gravplads indeholdende både brand- og jordfæstegrave, som i en række tilfælde kunne dateres til 700-800-tallet. Mange brandgrave lå meget tæt under den nuværende overflade, og adskillige er sandsynligvis ødelagt ved senere tiders brug af området til både bebyggelse og dyrkning. I 2014-15 foretog Sydvestjyske Museer i samarbejde med Aarhus Universitet uddannelsesudgravninger af arealet i sydlig forlængelse af Rosen Allé-udgravningen. Ved disse to kampagner er der undersøgt 12 brandgrave og 13 jordfæstegrave (4). Ved Ribelund er der udgravet to brandgrave og 14 jordfæstegrave, sidstnævnte gruppe helt uden gravgods (5). De jordfæstede var lemfældigt placeret i uregelmæssige nedgravninger, i nogle tilfælde nærmest smidt ned i hullet, og to C14-dateringer placerede dem i 900-tallet (Feveile 2006b). Der er ikke noget i gravskikken som modsiger, at gravene kan være kristne. Opførelsen af en ny Nettobutik på Seminarievej resulterede i udgravning af fem jordfæstegrave, men de mange forstyrrelser i området havde fjernet rester af eventuelle brandgrave (Qvistgaard & Søvsø in prep.) (6). Hermed er der i alt undersøgt ca. 79 grave fra den hedenske gravplads i Ribe: 45 brandgrave og 34 jordfæstegrave (fig. 1). Topografisk er gravpladsens placering klassisk: en lav bakkeryg lige øst for og langs den vestjyske hovedlandevejs forløb nord ud af Ribe. Gravpladsen er meget stor og udgør over 9 hektar. Grave, der er dateret til både 700- og 800-tallet, er fundet i begge ender af området, så der synes ikke at ske en geografisk forskydning af gravpladsen over tid, skønt alle dele af området næppe har været udnyttet lige intensivt. Strækningen ud til landevejen synes ikke overraskende at indeholde flest grave. Som eneste spor efter overjordiske gravmarkeringer er påvist ringgrøfter af forskellig størrelse, hvis ydre diameter varierer mellem 6 og 13,5 m, mens selve grøfterne kan have et mere eller mindre tilfældigt udseende. Det må være rester af lave høje, og i et par tilfælde er der inden for ringgrøften fundet en brandplet, som antages at være samhørende med ringgrøften. Fraværet af bevarede gravrester inden for andre ringgrøfter viser, at den tilhørende grav må have ligget meget højt og sandsynligvis også var en brandplet. Blandt de bevarede brandgrave er udskilt følgende typer, men den dårlige bevaring kan betyde, at

150

Fig. 1. De frem til 2015 påviste brandgrave (rød) og jordfæstegrave (blå) samt de vigtigste udgravningers journalnumre. Ortofoto © Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering.

Fig. 2. Rekonstruktion af Ribes topografi i 700-tallet baseret på den nyeste viden om landskabets udseende. Gravpladsens areal udgør over 9 ha. Centralt på den sydlige tredjedel af arealet ses det højdedrag, som har været områdets mest iøjnefaldende element, og hvor sidenhen sognekirken Sct. Nikolaj blev opført. Grafik: Sydvestjyske Museer.

151

variationen har været endnu større (Feveile og Jensen 2006, 65f): 

Urnebrandgrube. Rester fra ligbålet deponeret i en urne nedsat i en grube. I grubens fyld kan indgå større eller mindre dele af resterne fra ligbålet, hvorefter hullet er kastet til.



Brandgrube. Mindre grube, hvori rester fra ligbålet er deponeret, hvorefter hullet er kastet til.



Brandplet. Ansamling af trækul enten oven på jorden eller i en ganske lav grube. Betydelig variation i størrelse ses.



Gravgrube. En oftest større, lav grube med et varierende indhold af trækul eller brændte knogler, som tilsyneladende ikke er kastet til efterfølgende men opfyldt af naturligt dannede lag, tilføget eller vandtransporteret sand.

For jordfæstegravene er bevaringsforholdene bedre, men generelt er alt organisk materiale meget nedbrudt; oftest er selv de store lemmeknogler kun til stede som farvespor i de sandede fyldlag. Der er fundet nord-sydorienterede grave, hvor den døde ligger enten på siden med optrukne ben eller på ryggen med armene ned langs siden. I alle tilfælde ligger den døde med hovedet mod syd. I de øst-vest-orienterede grave ligger den døde i alle tilfælde på ryggen og med hovedet i vest. I nogle tilfælde var der bevaret spor efter en kiste blandt andet en 3,5 m lang stammebåd. Ud over mennesker er også fundet en hest begravet med sadel og seletøj. Den skal formodentlig dateres til 700-årene. Også gravgodset er varieret. Inventaret må generelt karakteriseres som jævnt, og den hidtil mest fornemme genstand er et forgyldt, frankisk sværdskedebeslag omdannet til hængesmykke, som fandtes i en brandgrav på Seminarievej (Jensen 2006, Tavle 10). Ud over de forskelligartede gravrester er identificeret enkelte anlæg, som kan have med dødseller offerritualer at gøre i form af begravede dyredele. Det drejer sig blandt andet om lemmeknogler fra en hest, som danner baggrund for F. Baus ofte gengivne og suggesterende rekonstruktionstegning af gravpladsen. Det skal dog nævnes, at det pågældende anlæg er udateret og ikke rummede kranierester fra en hest, herunder heller ikke tænder (Feveile og Jensen 2006, 78f).

152

Fig. 3. Plan af de i alt 83 påviste grave fra vikingetiden registreret i landskabsoverfladeniveau, kote ca. 2,6 m o. DNN. Tegning: Sydvestjyske Museer.

Fig. 4. Ribe i 900-tallet. Den egentlige by lå stadig nord for åen og befæstedes i løbet af 900-tallet. Kirken optog den centrale del af den naturligt afgrænsede ø på åens sydside, som fra 1000-tallet skulle blive centrum for den fremvoksende middelalderby. Grafik: Sydvestjyske Museer.

153

Ribes hedenske gravplads er et omfattende og komplekst fortidsminde uden mange paralleller. I al sin sammensathed spejler det både emporiets omfang og kulturelle mangfoldighed i 700- og 800tallet. De nærmeste paralleller i dansk sammenhæng er de overvejende senere grave fra Hedeby (Arents & Eisenschmidt 2010) samt gravene fra Gross Strömkendorf, emporiet Reric, hvorfra kong Godfred i år 808 flyttede købmændene til Hedeby (Jöns 2008). Blandt de elementer, som endnu mangler at blive påvist på Ribes gravplads, er højstatusgrave. Der kan næppe være tvivl om, at der herskede særlige fredsbestemmelser på markedspladsen, indstiftet enten af kongen selv eller en højtstående embedsmand og formentlig støttet af en gruppe væbnede mænd. Denne sociale grupperings grave mangler vi endnu at finde, og sammenlignet med det internationale materiale er det forventeligt, at de er der (Hodges 2008). Skulle man ud fra topografiske faktorer udpege en mulig placering af disse grave, må det blive den bakke, som sidenhen kom til at huse Sct. Nikolaj Kirke. På selve bakken er der ikke foretaget arkæologiske udgravninger, men en stor del af området vides at indeholde middelalderlige grave fra sognekirkens tid. Hvornår Sct. Nikolaj kirke stiftes, vides ikke, men det kan ikke udelukkes, at de tilsyneladende kristne grave fra Ribelund, dateret til 900-årene, kan udgøre begyndelsen på det, som siden blev til kirken. Det er vanskeligt at afklare omstændighederne omkring gravpladsens ophør og efterliv, især udstrækningen taget i betragtning, men den nordlige del gennemskæres af bygrøft A, uden at det nødvendigvis betyder, at gravpladen som helhed blev opgivet (Feveile og Jensen 2006). Samme område overlejres af bebyggelse, formodentlig i løbet af 800-årene, og senere byens befæstning fra 900-årene. De arkæologiske data tyder således på et ophør i anden halvdel af 800-årene, og det er fristende at sætte denne slutdatering i sammenhæng med tilkomsten af en kirke lige på den anden side af åen. Ingen hedenske grave er dateret senere end 800-årene, og de føromtalte grave fra Ribelund fra 900-årene udgør de yngste grave overhovedet, som kan associeres med gravpladsen. Udgravningerne frem til 2015 viser, at Ribes hedenske gravplads hører til blandt de største i Danmark. Hvor mange grave, den oprindelig har omfattet, kan man kun gisne om, men det står klart, at det altovervejende tyngdepunkt ligger i 700- og 800-tallet med mulig brug i senere tider, men tilsyneladende da i en kristen sammenhæng.

154

Grave fra vikingetiden ved Ribe Domkirke Blandt det middelalderlige Danmarks otte domkirker har der været udført større eller mindre arkæologiske udgravninger ved flertallet. Udgravningerne er af vidt forskellig kvalitet, men har givet et indtryk af både nedrevne bygningsdele, de tilhørende kirkegårde og om mange tilknyttede anlæg. Det er både afgrænsninger i form af grøfter, diger eller mure samt bygninger, brønde, klokke- og blystøbergruber for at nævne blot nogle. De fleste udgravninger er foretaget for lang tid siden, og særligt domkirkernes ældste historie fra vikingetiden og frem til omkring år 1100 er dårligt kendt med udgravningerne omkring Skt. Drotten kirke i Lund som en mulig undtagelse (7). De to kirker, hvor den arkæologiske indsats har været mindst, er domkirkerne i Slesvig og Ribe, som samtidig er de to ældste institutioner ifølge Ansgars Levned. Heri fortælles, at Ansgar omkring år 850 rejste en kirke i Hedeby og kort derefter fik tilladelse til også at bygge en kirke i Ribe på en grund skænket af kong Haarik II (Skovgaard-Petersen 1981, 36ff). Mens området omkring den nuværende Slesvig Domkirke fortsat er arkæologisk ukendt, har billedet ændret sig markant for Ribe Domkirkes vedkommende. Et areal på knap 500 m2 lige syd for domkirken er blevet totaludgravet mellem 2008 of 2012, og sideløbende er hele domkirkepladsen blevet omlagt og terrænreguleret (8). Sidstnævnte projekt har medført omfattende udgravninger af de øverste kulturlag, men har i forskellige grøfter og mindre huller også givet mulighed for at undersøge de ældste forhold på stedet. Således er den arkæologiske viden om stedet blevet mangedoblet (Søvsø 2014). Udgravningen på Lindegården syd for domkirken tydede ikke på, at området havde været bebygget i oldtiden svarende til resultatet fra en række andre udgravninger, som har undersøgt den oprindelige landskabsoverflade under kulturlagene i Ribe by. Ibrugtagningen som gravplads ser således ud til at markere et nybrud. Kun to ud af 83 påviste grave indeholdt gravgods, og eftersom gravskikken i øvrigt fulgte kristne standarder, er der næppe grund til at tvivle på, at gravene er kristne. Begravelsesaktiviteten ophørte omkring år 1050, hvor denne del af kirkegården forsegledes af en bebyggelse. Denne hændelse er dateret af en kombination af dendrokronologiske dateringer samt mønt- og genstandsfund. Efterfølgende er der foretaget 43 C14-dateringer af de gravlagte, som daterer dem til 800-, 900og 1000-tallet på baggrund af isotopmålinger med korrektion for en mulig marin kostandel. Der er

155

overensstemmelse mellem både C14-dateringer, gravenes indbyrdes stratigrafi og de dendrokronologiske dateringer. Der er således grund til at tro, at kirkegården ved Ribe Domkirke går tilbage til 800-tallet. Kirken er antagelig grundlagt af Ansgar og har været i ubrudt funktion siden. Hele denne tidlige kirkegårds omfang og afgrænsning kan med stor sandsynlighed rekonstrueres på baggrund af udgravningsresultaterne fra domkirkepladsen sammenholdt med studier af ældre kort. Områdets vikingetidige overfladerelief kan genskabes på baggrund af et stort arkæologisk datasæt fra både udgravningerne på domkirkepladsen og tidligere undersøgelser. De viser, at området, hvor den nuværende domkirke ligger, oprindelig udgjorde spidsen af en langstrakt, lav bakke med top omkring kote 4 m, der hævede sig ca. 1,5 m over den gamle hovedfærdselsåre, gadeforløbet Sønderportsgade (Søvsø 2006). Mod syd var kirkegården afgrænset af flere faser af grøfter, som sandsynligvis har haft tilhørende diger. Tilsvarende grøfter fandtes ved udgravningerne på domkirkepladsen, og ved at kombinere disse med forløbet af de middelalderlige kirkegårdsmure, som rejstes i løbet af 1200-årene, fremstår en omtrent cirkulær kirkegård på ca. 9000 m2. En samlet vurdering af topografi og arkæologiske data leder frem til antagelsen, at denne store kirkegård går tilbage til 800-tallet. Med udgangspunkt i gravtætheden fra udgravningen på Lindegården kan det samlede antal gravlagte på hele kirkegården før 1050 anslås til mellem 2000 og 3000 svarende til 10-15 begravelser om året, hvis de var jævnt fordelt. Om det var tilfældet vides naturligvis ikke. Udgravningen på Lindegården gav fine informationer om de ældste grave, men tættere på kirkebygningen forblev kirkegården i brug, og det var vanskeligt at udskille og datere de ældste grave. Der afventes fortsat C14-dateringer af en række af de ældste grave tæt ved domkirken, og indtil de foreligger, må man nøjes med at konstatere, at det ud fra visuelle bedømmelser af gravene så ud til, at der var mange gamle grave tættere ved domkirken, hvad man også ville forvente. Trods grundig eftersøgning fandtes ingen spor af overjordiske gravmarkeringer. I flere tilfælde var vækstfladen over gravene intakt, og det var således tydeligt, at mange grave var i plan med overfladen eller blot udgjorde en lav sænkning. Alligevel synes flertallet at respektere hinanden, og derfor må man nok forestille sig markeringer med spinkle trækors, som kan være stukket i jorden og bortrådnet uden at efterlade spor.

156

Det næsten fuldstændige fravær af gravgods besværliggør enhver diskussion af de gravlagtes position i samfundet, men en række forhold skal nævnes. Nedgravningerne til de enkelte grave var omhyggeligt udførte med fine, lodrette sider og plan bund. Langt det overvejende flertal af de gravlagte lå i kister, hvis nedbrudte spor gav præcise oplysninger om kistetyper. Ud over de dominerende plankekister sås et betragteligt indslag af udhulede kister, enten i form af stammebåde eller dele heraf, mulige trug samt i enkelte tilfælde også egentlige bulkister. Nogle kister var nedsat i et kammer af træ placeret i nedgravningens kant. Både på Lindegården og lige øst for Ribe Domkirke udgravedes en vognfadinggrav, sidstnævnte endda nedsat i en kammergrav og indeholdende gravgods: en perlekæde og en sølvfibel. Den omhyggelige gravskik, kistetyperne og tilstedeværelsen af kammergrave peger i retning af et markant aristokratisk indslag på vikingetidens kirkegård. I yngre vikingetid synes Ribes handel at være af et begrænset omfang, så i modsætning til forholdene på den hedenske gravplads i de foregående århundreder var det næppe de handlende, som fandt deres sidste hvilested ved Ribe. Antropologiske undersøgelser viser tydeligt, at der gravlagdes både mænd, kvinder og børn, men der kan ikke på nuværende tidspunkt iagttages tendenser af en kønsopdeling af kirkegården, som kendes fra en række mindre kirkegårde fra ældre middelalder. I en samlet betragtning virker det mere passende at opfatte vikingetidens kirkegård i Ribe som sporene efter en Minster Church – en missions- og dåbskirke – støttet fra bispesædet i HamburgBremen og igennem det sene 800-tal og 900-tallet centrum for en i Jylland hjemhørende, kristen minoritet. I udgangspunktet har kirken i Ribe betjent hele Nørrejylland. Hvem de første kristne var, ved vi desværre ikke, men det er næppe urimeligt at placere dem i de dele af samfundet, som havde de tætteste bånd til de kristne områder mod syd og vest – aristokratiet.

Ribes to ældste gravpladser, den hedenske nord for åen fra det 700- og 800-tallet og den kristne ved Ribe Domkirke, grundlagt omkring år 855, har det til fælles, at de er enestående og komplekse fortidsminder, som trækker tråde vidt ud over den jyske halvø og over Nordvesteuropa – ligesom Ribe. Den hedenske gravplads er desværre kraftigt skadet af de mange senere aktiviteter på stedet, men er tilgængelig for udgravning og kan tænkes at afsløre mange hemmeligheder gennem kommende undersøgelser. Den ældste kristne kirkegård er godt gemt og beskyttet af de

157

tykke kulturlag omkring domkirken, og det er straks vanskeligere at forestille sig, at der i den nære fremtid skulle blive lejlighed til at foretage yderligere udgravninger i dette område.

Noter (1) Den hedenske gravplads undersøges inden for projektet ”De dødes by: urbanisering og kulturel pluralisme på Skandinaviens første urbane gravplads” i et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Sydvestjyske Museer støttet af Kulturministeriets Forskningsudvalg. Sarah Croix leder projektet. Den vikingetidige kirkegård undersøges inden for projektet ”1000 års mennesker” støttet af Veluxfonden. Projektet er et samarbejde mellem Syddansk Universitet og Sydvestjyske Museer. Jesper Boldsen leder den antropologiske del, Kaare Lund Rasmussen leder den arkæokemiske del, Morten Søvsø leder den arkæologiske del. (2) Udgravningen ASR 43M70, S. Nikolaj kirkegård. (3) Udgravningen ASR 8, Rosenallé. (4) Udgravningen SJM 348, Rosen Allé II. (5) Udgravningen ASR 1000, Ribelund II. (6) Udgravningen SJM 129, Seminarievej. (7) Den ældste kirke er foreslået som byens første kirke stiftet o. 990 (Cinthio 2002). (8) Udgravningerne ASR 13, Lindegården og ASR 2391, Ribe Domkirkeplads.

158

Litteratur Arents, U. & S. Eisenschmidt 2010: Die Gräber von Haithabu. Bd. 1-2. Neumünster. Wachholtz Verlag. Cinthio, M. 2002: De førsta Stadsborna. Stockholm. Feveile, C. 2006a: Ribe på nordsiden af åen, 8.-12. århundrede. I: C. Feveile (red.) Ribe Studier. Det ældste Ribe, Bind. 1.1., 13-63. Feveile, C. 2006b: ASR 1000 Ribelund II. I: C. Feveile (red.) Ribe Studier. Det ældste Ribe, Bd. 1.2., 267-287. Feveile, C. & S. Jensen 2006: ASR 8 Rosenallé. I: C. Feveile (red.) Ribe Studier. Det ældste Ribe, Bd. 1.2., 65-118. Hodges, R. 2008: Fifty Years after Dunning: Reflections on Emporia, their Origins and Development. I: T. Abramson (ed.): Studies in Early Medieval Coinage 1. Two Decades of Discovery, 113-118. Jensen, S. 2006: ASR 1030 Seminarievej. I: C. Feveile (red.) Ribe Studier. Det ældste Ribe, Bd. 1.2., 289-291. Jöns, H. 2008: Gross Strömkendorf bei Wismar – das emporium Reric der fränkischen Reichsannalen. Die Wikinger, Begleitbuch zur Ausstellung. Historischen Museum der Pfalz Speyer, 154-155. Olsen, O. 1975: Nogle tanker i anledning af Ribes uventet høje alder. Fra Ribe Amt 1975. 225-258. Qvistgaard, S. & M. Søvsø (in prep): Nye hedenske grave fra det ældste Ribe. Rasmussen, A.K. 1971: Sct. Nikolaj i Ribe – og en grav fra yngre germansk jernalder. Mark og Montre 1971, 13-15. Skovgaard-Petersen, I. 1981: The Written Sources. I: M. Bencard (eds.): Ribe Excavations 1970-76, vol. 1. Esbjerg, 21-62. Søvsø, M. 2006: Arkæologiske undersøgelser i Sønderportsgade – Ribes hovedgade gennem 900 år. By, marsk og geest 18, 5-33. Søvsø, M. 2014: Ansgars Kirche in Ribe. I: R.-M. Weiss & A. Klammt (red.): Mythos Hammaburg, 245-254.

159

184

Foto: Vikingelandsbyen i Albertslund

Tidligere seminarer og bøger i seed-money-netværket 2013 Vikingetid i Danmark 2014 Vikingetidens aristokratiske miljøer 2014 Vikingetidens sejl 2015 Stof til eftertanke – rekonstruktion af vikingetidens dragt 2016 Død og begravet – i vikingetiden

Mere materiale fra netværkets seminarer og møder på: http://saxo.ku.dk/forskning/seed-money-saxo/vikingetid/

Foto: Michael Nielsen

185